Foredrag holdt under Dansk Historieseminar 13. marts 2009 ved Saxo-Instituttet på KUA.

Den demokratiske revolution og de intellektuelle: Ideologiske og pragmatiske historieopfattelsers signifikans under og efter apartheid

Af Hans Erik Stolten.

Link til seminarprogram                         Link til PowerPoint-præsentation

Hvorfor er det egentlig, at Sydafrika er interessant for en historiker? Lad mig allerførst lige opregne nogle generelle årsager til, hvorfor jeg selv gennem en del år har beskæftiget mig med det her forskningsfelt.

(PP2) Sydafrikas historie rummer i sig – i et og samme land - mange af de sociale, etniske og kulturelle konflikter som fortsat optager os globalt. Racisme, autoritær kapitalisme, migrantarbejde, social udgrænsning, nationalisme, separatisme, industrialisering, urbanisering, arbejdsløshed, demokratisering, menneskerettigheder og omfordeling – er samlet i et strukturelt kompleks.

Løsningen på nogle af disse konflikter – bl.a. gennem Sandhedskommissionens behandling af historien kunne rumme en generel lære - også omkring mulighederne og begrænsningerne for frihedskampe rettet mod neokolonial dominans og for en udvikling uafhængig af vestlige centre.

(PP3) Sydafrika har desuden historiske bånd til Danmark og de nordiske lande – både gennem anti-apartheidbevægelsernes solidaritet og regeringernes sanktionspolitikker - og senere som indgangsport til Afrika for handel og bistand.

Dertil kommer, at historikere og samfundsforskere spillede en ikke uvæsentlig ideologisk rolle både ved skabelsen og nedbrydningen af apartheidsamfundet.

Endelig skal det også med i billedet, at det er både udfordrende og bekvemt at forske i Sydafrika, fordi landet har et stort, kvalificeret akademisk miljø med en inklusiv international debatstil.

(PP4) Jeg har valgt at angribe at angribe den sydafrikanske situation fra en historiografisk vinkel. Derved håber jeg – på samme tid - at kunne formidle en forståelse af, både hvordan det sydafrikanske samfund har fungeret, og hvordan toneangivende samfundsforskere har prøvet at ændre det.

En sådan vinkel åbner selvfølgelig også en mulighed for analytisk selvrefleksion. Hvordan bør ens egen rolle som intellektuel udfolde sig ift. en folkelig politisk bevægelse i en nutidig historisk situation, som man selv er en del af? 

(PP5) Det her kompleks med koldkrigsdiskussioner om skyld og skam og intern venstrefløjssplid kan jo godt virke en smule antikveret. Hvorfor egentlig holde fast i undersøgelsen af en tilsyneladende forældet højre-venstre historikerdebat fra den kolde krigs tid? Ja, hvordan kan det være at problemstillinger fra denne debat popper op hele tiden, hvis historien er afsluttet?

(PP6) Hvordan kunne det egentlig gå til at det nye Sydafrika bevægede sig i neoliberal retning, når udviklingen op til befrielsen fra apartheid havde rejst langt mere radikale forventninger? Var de deltagende historikere bare nyttige idioter eller kan debatten stadig bruges til noget? Var 80’ernes marxister skadelige for historieforskningens kvalitet og renommé? Det er bare nogle få af de spørgsmål, emnefeltet lægger op til.

(PP7) Sydafrikas realhistorie kan periodiseres på forskellige måder. I første omgang er det tilstrækkeligt at gøre sig forskellen klart på segregationperioden op til 1948 og apartheidperioden herefter klart. Det kommer jeg tilbage til.

(PP8) Sydafrika har flere gange i sin historie været tæt på en revolutionær situation - og den måde, som intellektuelle analytikere har behandlet disse oprør på, indbyder til komparative analyser. Efter min vurdering har de intellektuelle aktivt bidraget til en kollektiv akkumuleret erfaring for landets undertrykte flertal. Progressive historieskriveres rekonstruktioner af tidligere modstandskampe var en af forudsætningerne for den uhyre brede og velorganiserede regimemodstand op til 1994. Både liberale og marxistisk orienterede intellektuelle havde andel i den udvikling.

(PP9) I det afgørende tiår fra 1984 til 1994 var Sydafrikas byer præget af militante massemobiliseringer af strejkende arbejdere og protesterende townshipbeboere, ofte samlet under revolutionære, socialistiske paroler. Oplevelsen af indflydelse og gradvise fremskridt havde aldrig været en del af de sorte arbejderes livserfaringer. Derfor var der kun udviklet svage reformistiske traditioner og en artikuleret socialdemokratisme eksisterede dårligt nok.

Den lave udviklingsgrad af socialreformisme medvirkede til en systemoverskridende bevidsthed, der har gjort det vanskeligt for Sydafrikas sorte arbejdere at acceptere en kooptationsmodel, hvor de kunne opfatte sig selv som en del af samfundet. Apartheidstatens bestandige indgreb i konflikter bevirkede, at de sorte arbejderes strejkekampe på samme tid blev en kamp mod den eksisterende samfundsopbygning som sådan. Samtidig hæmmede racediskriminationen i det politiske og juridiske system muligheden for, at sorte arbejdere kunne opfatte sig selv som enkeltstående samfundsborgere og bidragede tværtimod til skabelsen af en kollektiv, afrikansk nationalfølelse.

Samtidig var kommunistpartiets, strategier blevet rodfæstet indenfor ANC gennem eksilbevægelsens og den væbnede kamps fællesskaber. 1980’ernes folkelige oprør blev understøttet af infiltration og sabotageaktioner, af logistisk støtte fra Østblokken, af revolutionære ledere i de nyligt afkoloniserede frontlinjestater, af antiapartheidbevægelsens solidaritet og internationale sanktioner. Men også af bevidsthedspåvirkende ideologiske strømninger. På et tidspunkt lignede det temmelig meget en revolution.

Min egen opfattelse af begivenhedsforløbet i denne historiske proces er, at Sydafrikas demokratiske revolution startede - ikke med undtagelsestilstandene i 1985 - men langt tidligere – senest med ANCs frihedserklæring i 1955. Den sejrede tilsyneladende med den nationaldemokratiske revolution i 1994, men revolutionen blev samtidig med overgangen til flertalsstyre amputeret af det forhandlede, nationale kompromis, der på sin side blev nødvendiggjort af to omstændigheder: nemlig ønsket om at undgå egentlig borgerkrig, samt af det herskende, globale, neoliberale pres. Siden da - gennem de sidste 15 år - er Sydafrika nærmest blevet ”normaliseret”, så landet overfladisk befragtet kan minde om et stabilt vestligt demokrati.

Mit indlæg vil især handle om holdninger på Sydafrikas venstrefløj og med dennes betydning for transformationen fra apartheid til demokrati. Nogle dele af historiografien vil jeg skøjte hurtigt hen over bare for at give et overblik. Indledningsvist vil jeg gennemgå, hvordan liberal ideologi har påvirket historiebilledet.

(PP10) Ofte inddeler historikerne sydafrikansk historiografi i hovedbølger, såsom, engelsk-imperial historieskrivning, Afrikaans-nationalistisk, liberal og radikal-revisionistisk historieforskning, poststrukturelle opfattelser, og på det seneste afrikanistiske, regeringsinspirerede tendenser.

Som historiker tager man jo i et eller andet omfang altid afsæt fra sin egen position i nutiden – og mens diskussionen mellem liberale og radikale diskurser er vigtig for forståelsen af frihedskampen mod apartheid og af det fundamentale valg af udviklingsretning lige efter 1994 – så er det for forståelsen den aktuelle meningsstrid mellem mainstream- og venstrefløjsopfattelser indenfor ANC, måske nok så relevant at kigge på holdningsudviklingen over tid internt iblandt de tidligere radikale apartheidbekæmpere.

Jeg vil med dette indlæg bl.a. plædere for, at 1970ernes og 80ernes historiediskussioner har en vedvarende betydning for forståelsen af race- og velfærdsskel og at den historiske højre-venstre debat mellem radikale og liberale kræfter fortsat er relevant for Sydafrikas vedkommende.

Den liberale historieskrivning

Mange liberale akademikere har været stærkt engageret i de åbenlyse uretfærdigheder i deres umiddelbare omgivelser og de har ofte skrevet, som om de hellere ville have haft en anderledes fortid, som en forudsætning for et oprigtigt reformarbejde i deres samtid. Denne vekselvirkning mellem histo­risk virkelighed, historiografi og nutid har været et fremtrædende træk for alle historiske skoler. Men mange, både progressive hvide og militante sorte, har – på baggrund af andre liberales samarbejdspolitik i forhold til apartheidregimet - været skeptiske overfor liberal reformisme som handlingsplan for Sydafrika og de har følgelig også haft en kritisk holdning til liberal historieforsknings kapacitet som sand­heds­skabende udgangspunkt.

(PP15) Den liberale skole satte sig i løbet af 1920’erne og 1930’erne igennem med Macmillan, Walker, De Kiewiet og Marais arbejder. I fortolkningen af det historiske forløb lagde de liberale stor vægt på raciale faktorer og kulturelle forskelle - og de kritiserede desuden den tidligere romantiserende kolonial-nationalistiske settlertradition samt det primitive i afrikaanerideologiens racisme. Emnemæssigt tog man fra starten fat på brutaliteten og de destruktive virkninger af boerkolonisternes ekspansionsform. I den dagsaktuelle politik gik man på denne baggrund ind for et beskyttende engelsk-civilisatorisk formynderskab som den fornuftige løsning på the race problem eller the native question, som det blev kaldt.

På trods af vægtningen af kulturforskelle indeholdt det liberale synspunkt fra begyndelsen et almenmenneskeligt budskab, der rakte ud over sociale lag, etnisk tilhørsforhold, nationalitet og kultur - et budskab der var noget foruroligende for de fleste hvide sydafrikanere med deres lange historiske tradition for formaliserede eksklusivitetsopdelinger og privilegier. Taget for pålydende var det liberale budskab i realiteten en opfordring til at deltage i en historisk foreningsproces.

Adskillelsespolitik, mente de, havde været forsøgt i utallige former siden Jan van Riebeecks landgang i 1652 og aldrig havde fungeret til­fredsstillende, fordi kræfter der bringer menne­sker sammen er stærkere, end de der forsøger at holde dem adskilt.  Sydafrikas historie havde været en bevægelse mod tættere samvirke mellem befolkningsgrupperne hen mod et fælles økonomisk system. Forced labour og billigarbejdskraftsystemet blev beskrevet som ineffektivt. Billig, ringe motiveret arbejdskraft var dårlig arbejdskraft og de udelukkelsesmekanismer, der holdt prisen på afrikansk arbejde nede, bremsede derfor samtidig for økonomisk vækst.

De liberale historikere fandt de væsentligste forklaringer på Sydafrikas racisme i overlevering, kultur og boernes karaktertræk. De racistiske holdninger, de så som årsag til den afrikaanerdominerede regerings stadig mere rigide segregationpolitik, skulle søges i den boermentalitet, der udvikledes i Cape-provinsens ekspanderende grænseområder tidligt i det nittende århundrede. Det var i her, at boerne påbegyndte en selvidentifikation som hvide, overlegne i forhold til den oprindelige befolkning og dette fjendebillede blev institutionaliseret i Den sydafrikanske Union efter 1910.

Den tidlige liberale skole indeholdt en kraftig antiboertendens i forklaringen af det racedelte samfund. At racefor­domme var mindst lige så veludviklede i det engelsk-dominerede Natal, var de mentalt i stand til at ignorere. De liberale mente ikke at frontierideologien bag segregationpolitikken havde nogen mening i den moderne stat. Ideplanet var det afgørende deres forklaring. Racefordomme var paranoia, der stammede fra en gammel, men nu ubegrundet, frygt. Adskillelsespolitik beregnet til administrativ sikring af hvid overlegenhed på alle livets områder forklaredes som et efterblevent resultat af samfundstænkning, der var opstået på den iso­lerede og truede grænse. Og fordommene blev senere spredt af de usle afrikaanstalende fattighvide, der strømmede til byområderne i første halvdel af det tyvende århundrede.

For de liberale historikere er mødet mellem forskelligartede etniske grupper en af de vigtigste faktorer i sydafrikansk historie. Historien handler om raceforskelle og interaktion mellem racegrupper. Det er den ideologiske, politiske og forvaltningsmæssige orden, der skaber konflikterne i samfundet. De vigtigste aktører i Sydafrikas historie har været de etniske grupper. De poler, der skabte det afgørende spændingsfelt i Sydafrika, var hvid og sort. Social undertrykkelse og sort fattigdom bliver derfor mest set som resultat af hvide ideologisk bestemte racefordomme. Det må derfor være konklusionen, at for det liberale perspektiv er personlige, racistiske fordomme den centrale, forkrøblende defekt i Sydafrikas historie.

Den opfattelse, at racefordomme opstod som en naturlig følge af grænsekonflikterne og herefter blev konserveret i afrikaanerrepublikkerne for senere at blive forvandlet til adskillelsespolitik, var bekvem for engelsktalende liberale. Det placerede hovedansvaret for; “det, der var gået galt,” på afrikaanerne. Liberale forskere som L.M. Thompson og Monica Wilson vurderede Sydafrikas diskriminerende racesystem som en afvigelse fra de liberale idealer eller mere konkret som de tidligere boerrepublikkers frontierideologis sejr over Cape-liberalismen.

Men man bør sætte spørgsmålstegn ved karakteren af de liberale akademikeres interesse for de sorte samfund. Deres mål var i høj grad at få politisk indflydelse ved hjælp af en historiebaseret argumentation, som de brugte mod de afrikaanstalende hvide. Målet var ikke først og fremmest at afrikanisere sydafrikansk historie. De liberale behandlede de afrikanske samfunds forhistorie i generaliserende vendinger og omtalte dem ofte som laverestående. Deres sympatier lå hos de “progressive” afrikanere, som havde brudt med traditionelle holdninger og “tilbageståenhed.” De var mere interesseret i hvid politiks virkninger på afrikanerne, ud fra ønsket om et konfliktfrit, velfungerende samfund. Men de interesserede sig kun meget lidt for de afrikanske samfunds indre udviklinger på egne betingelser.

Med vedtagelsen af de såkaldte Hertzoglove i 1936-37, der fratog afrikanerne de fleste af deres tilbageværende parlamentariske rettigheder, var de liberale længere fra deres erklærede mål end nogensinde. Men fandt de fortsat håb for deres visioner i den økonomiske udvikling, sådan som de fremprojicerede den på baggrund af deres udviklingsoptimistiske historieopfattelse.

(PP16) De så at fremstillingsindustriens vækst ville skabe behov for faglært arbejdskraft. Den begrænsede hvide arbejdsstyrke ville nødvendiggøre uddannelse af en større gruppe sorte. Migrantar­bejdersystemet ville ikke kunne opfylde disse krav og en voksende gruppe sorte måtte derfor tillades permanent bosættelse i byerne. Disse sorte måtte gives skoling, en vis social sikkerhed og måske endda politiske rettigheder.

Mange hvide liberale mente allerede midt i 1930’erne, at denne udviklingslinje var under fuld udfoldelse og at det naturnødvendigt måtte medføre, at både lovbestemt og traditionsbun­den jobreservering ville forsvinde, samt at sorte arbejdere ville få betydelige lønstigninger. Den ny fremstillingsindustri ville udfolde sig på et ekspanderende hjemmemarked og det ville kræve, at alle sydafrikanere blev optaget i samfundet ikke blot som producenter, men også som købedygtige forbrugere. Sydafrika ville derfor indenfor en kort tidshorisont arbejde sig ud af racismens forældede former.

Racediskriminationen udspringer altså fra en præindustriel orden, der vanskeliggjorde kontakt mellem mennesker fra forskellige sociale lag og grupper, grundet strenge sociale normer og begrænset mobilitet. Moderniseringsprocesser, herunder især industrialiseringsprocessen, undergraver og ødelægger de traditionelle samfund, derved at den opløser værdinormer og sociale relationer og fremmer fremkomsten af en ny samfundsorden ved at skabe nye rammer for interaktion og ved at befordre alternative værdier og foreskrive nye samlivsformer. Den ny samfundsstruktur underbygges og legitimeres gennem højere levestandarder og livsforventninger. Urbanisering, stimuleret af udviklingen i mineindustrien, betyder en tiltagende undergravning af fastlagt skik og brug. Store dele af befolkningen bliver tvunget ind i ny gruppe- og loyalitetsforhold. Via markedslogikkens upersonliggørelse afgøres beskæftigelsesmulighederne efter intelligens og kompetence og ikke af race. Irrationelle racebestemte fordelingskriterier forsvinder efterhånden. Arbejdslønnen afgøres i stigende grad af produktivi­tet frem for af race. Det frie kapitalistiske mar­ked også være "farveblindt" og ville efterhånden "befri" undertrykte racegrupper, såle­des at sammenfaldet mellem race og klassetilhørsforhold ville forsvinde.

(PP18) Den liberale historietænkning i Sydafrika har altså indeholdt en markedsøkonomisk determinisme, der bevidst lagde op til politisk virkeliggørelse af en forudsagt fremtid. Den liberale skole påstod, at racefordomme og raceadskillelse i sig selv var efterblevne og irrelevante og at de under den videre udvikling gradvist ville blive svækket gennem den økonomiske rationalitets logik.

Konsekvensen af det synspunkt er jo, at apartheid burde nedbrydes ud fra overvejende ikke-økonomiske, dvs. politiske metoder, som bare kunne understøtte økonomiens naturlige udvikling og at virksomheder, der havde tilpasset sig forholdene i racestaten, ville kunne arbejde fuldt ud så godt under andre vilkår. Den handling historien foreskrev, burde derfor være gradvise, menneskeretsorienterede, politiske reformer i overensstemmelse med den økonomiske udviklingsfase og civilisationsniveau.

De liberale historikere og samfundsforskere har altså været enige om, at økonomisk udvikling virker udjævnende på raceskel og følgelig må forklaringen på det tyvende århundredes tiltagende racediskrimination i Sydafrika søges eksternt udenfor den økonomiske sfære. Årsagerne findes derfor i antiliberale og undertrykkende statsindgreb udgående fra fejlagtige og skadelige politiske beslutninger. Problemets kerne findes i afrikaanerideologien. En irrationel "eksklusivitetsideologi" blev sat i højsædet som følge af afrikaanersamfundets stigende indflydelse og institutionelle befæstigelse fra 1920'erne og senere dets fuldstændige magtovertagelse.

Da de liberale historikere altså mener, at Sydafrikas afvigelse fra den "normale" udvikling ikke skal søges i det økonomiske system, men derimod i den politiske sfære, bliver den afgørende konflikt lokaliseret til en perverteret calvinistisk inspireret politisk kulturs misbrug af statsmagten. Den liberale interesse for det såkaldte Calvinist paradigm skyldes nok til dels, at det giver rent ideologiske forklaringer på apartheid og dermed frikender kapitalinteresser. Det er en vigtig pointe, at de fleste liberale historikere ikke ser det økonomiske system som en kausalfaktor i befæstelsen af dominansforholdet.

(PP19) Faktisk mener de liberale historikere, at adskillelsesforanstaltningernes mål - i ekstrem form under separate development - den fuldstændige adskillelse på alle områder - altid har været en illusion – et luftkastel. De Kiewiet påstod, at apartheidtankegangen aldrig har været andet end ønsketænkning; en flugt fra virkelighedens verden gennem drømmen om absolutte - principielt ideelle - løsninger. Samtidig betones det, at segregation og apartheid forsinkede den økonomiske vækst, fordi de stod i modsætning til den ekspanderende industrielle økonomis krav.

Det interessante er naturligvis det lykkelige perspektiv for resten af det 20. århundrede, som de liberale historieideologer lagde op til.

(PP20) Den entydigt deterministiske forbindelse mellem politisk liberalisme og økonomisk vækst viste sig nu højst problematisk. De optimistiske forventninger om markedsøkonomiens demokratiserende effekter, viste sig forhastede. Den økonomiske vækst havde jo været til stede gennem hele århundredet, især i 1960'erne, men parret med ekstrem og stadig skærpet undertrykkelse.

I Sydafrika gik det altså i realiteten noget anderledes end forskrevet af moderniseringsteorien. Et markant særtræk ved hele industrialiseringsprocessen indtil for ganske nylig har været den stadig mere omfattende lovgivning efter racelinjer, med tilhørende forskelle i retsstilling mellem de forskellige befolkningsgrupper.

Den mest åbenlyse indvending imod den liberale argumentation udspringer derfor af det faktum, at Sydafrika på trods af racepolitikkens rigide foranstaltninger har haft en tilfredsstillende økonomisk vækst i det meste af sidste århundrede, også i det relativt udviklede industrisamfunds periode.

Efter 1948 udbredte National Party-regeringen jo racediskriminationen til næsten alle områder af samfundslivet. Men apartheid bremsede ikke den økonomiske vækst! Der var en forbigående tillidskrise i forholdet til den inter­nationale kapital efter Sharpe­villemassakren, men økonomien fik nyt afsæt og vækstraterne i sidste halvdel af 60'erne var de næsthøjeste i verden, kun overgået af Japan.

Historieopfattelser indenfor ANC

Indtil slutningen af 1960’erne var den ”dannede” historiografiske diskussion i høj grad begrænset til debatten mellem den engelsksprogede liberale og den afrikaanernationalistiske skole. Men andre opfattelser, der afspejlede det delte samfund var selvfølgelig til stede på det mere folkelige plan.

Senere - i tiden lige efter 1994 - var det let at se ANC i et rosenrødt skær og eftersom ANCs selvopfattelse i nogen grad er historisk begrundet – og legitimerer den nu siddende regering - er der god grund til at undersøge udviklingen af organisationens historiebillede kritisk.

(PP21) ANC har som en betydningsfuld national bevægelse gennem snart 100 år tiltrukket mange forskellige typer af historieforfattere og en mere indgående undersøgelse ville afsløre en hel mosaik af afvigende tematiske udviklinger, snarere end en sammenhængende skole.

Man kunne f.eks. inddele ANCs historielitterære tradition frem til 1990 i fire epoker, hvor den tidligste fase indeholder hovedsagelig biografier, historisk fiktion og social reportage. Den viser en organisation, hvis ledende personligheder stadig var grund­fæstet i en indfødt, landlig kultur. Den følges af en bølge af især selvbiografier, produceret i 1950ernes townshipmiljøer. En tredje kategori udgøres af en række delvist analytiske fremstillinger skrevet af kommunister indenfor Kongresalliancen gennem 40erne og 50erne. Den sidste bølge stammer fra ANC-orienterede  historikere, hvis intellektuelle uddannelse hovedsagelig foregik i eksil.

Mange af de værker, der indgår i ANCs historietradition, er ikke professionelle akademikeres arbejde, men det er altså ikke, fordi ANC har manglet en historisk identitet. ANC-taler og statements er spækket med historiske referencer til prækoloniale samfund, til den tidlige modstandskamp mod koloniseringen og til tidligere førte kampagner. ANC begrunder hyppigt sine stillingtage­ner med henvisning til præcedens både fra sine egne og internationale revolutionære bevægelsers historiske erfaringer. Hvis ANC fortsætter sin moderate socialliberale udvikling vil fremtiden måske byde på en genopdagelse af arbejderne fra organisationens tidlige tradition. ANCs historieopfattelse kan i hvert fald trække på adskillige, forskellige historiske traditioner.

På venstresiden i organisationens ideologiske spektrum findes, hvad man kunne kalde sort funktionærhistoriografi. En uforbeholden partisk historie, skrevet ud af en folkelig bevægelses tradition og naturligt optaget af at dokumentere politisk bestemte krav til fortiden.

Selv en overfladisk tekstanalyse vil identificere egenskaber, som omfatter vægtning af en kompetent ledelse, et storbybaseret udgangspunkt og en manipulerende retorik. Teksterne viser et uproblematiseret syn på fortiden. Organisationen ANC ses at have haft en jævnt fremadskridende udvikling hen imod dens senere sejrrige situation, efter at have været nærmest ufejlbarlig og efter at være vokset løbende i medlemstal, modenhed og militante holdninger som årene gik. Den berømmer folkets heltemodige kampe og den prækoloniale fortids formodede idyl. Der er ikke megen plads i denne version til ANCs fejlvurderinger eller måske rent ud forbryderiske adfærd. Der er kun få antydninger af modsigelser eller spændinger i organisationens historie og ingen konflikter mellem lederne indbyrdes eller mellem ledelse og medlemmer - eller mellem de forskellige sociale klasser, samlet under den nationale frihedskamps fane.

Henry Bredekamp, tidligere leder af Robben Island Museum, advarede disse folkets historikere imod at lade peoples history skal blive til de ny politikeres “tjenerinde,” sådan som liberal og afrikaanerhistorie var de gamle politikeres. Desværre besvarer Bredekamp ikke selv spørgsmålet om, hvordan man indrømmer den progressive del af samfundet udenfor universiteterne indflydelse på historiens rekonstruktion og på samme tid sikrer historikernes arbejdsfrihed.

Colin Bundy, der efter 1994 blev leder af både University of Witwatersrand, University of Cape Town og School of Oriental and African studies i London, kritiserede tidligt sort-national historieskrivning for at være gammeldags i den forstand at den anvender mange af de samme begrebsmæssige rammer, som den hvidt-centrerede historie, den er en reaktion på. Peoples history i denne form ser ifølge Bundy ofte mennesker og fællesskaber som en udifferentieret masse, helt forenet i deres engagement for kampen. Dette karakteriserer han som “left romanticism,” der ignorerer forskelle i klassetilknytning og afvigende interesser inden for gruppen. Bundy, der ofte placerer sig selv i den radikale skole, hævder imidlertid, at den moderne, bløde, kulturelt orienterede radikal-revisionistiske historie- og samfundsforskning har sat sig ud over disse mangler og nu genspejler en “...totality of social and political relations” i sin teori og metodologi.

Bundy advarer progressive historikere mod at dække over de mørke sider af frihedskampens historie, hvilket blot vil skabe en historiefortolkning, som vil besværliggøre den videre kamp for retfærdighed. Hvis historiefaget skal kunne levere en kortlægning af fortiden, som hjælp til handlingsvejledning for fremtiden, så må alle farerne på vejen afdækkes.

En anden kategori, som man kunne kalde ateoretisk sort-national historie deler i virkeligheden også visse stilistiske ligheder med visse afrikaanernationalistiske arbejder. Ligesom de fleste af disse, tenderer de til at tage nationalisme for givet, som et organisk udtryk for en fælles identitet, og de er ofte relativt uinteresserede i, hvordan denne identitet er bygget op over tid. Denne historieopfattelse tenderer til at overse problemer, som ligger i den sociale sammensætning af de nationale bevægelser. Den stiller sjældent spørgsmål omkring sort-nationale politikeres klassebaggrund eller klasseinteresser og ikke overraskende er den sjældent i stand til at give svar, som belyser indre modsigelser eller spændinger i sort-national politik. På dette punkt ligner disse tekster meget af den øvrige afrikanistiske historieskrivning mange andre steder i Afrika i tiden efter 1960erne, da den antikoloniale entusiasme skabte en bølge af pro-nationalistiske historier om modstandskampens sejre. De ser på 1950ernes massemobiliseringer som en slags glansperiode og frem for alt vægter de kontinuitet og fælles identitet i den sort-nationale bevægelse over tid. Repræsentanter for denne stil er Eddie Roux, Mary Benson, Andre Odendaal og Gerhart Walshe.

Efter 1960erne prægede en ny generation historieskrivningen omkring ANC. Dens repræsentanter var i modsætning til den tidlige generation ofte akademisk uddannede. En hel del af de intellektuelle i ANCs inderkreds bestod herefter af mænd, hvis første politiske erfaringer stammede fra deres inddragelse i studenterorganisationer på Fort Hare-universitetet i begyndelsen af 60erne. Linjen modsvarer et intellektuelt indslag i ANCs debatter startende fra først i 1970erne, som det kan læses fx i Oliver Tambos taler og i Bernard Magubanes, Francis Melis og John Pampallis historiebøger.

Der findes naturligvis også ANC-kritiske fremstillinger indenfor den afrikansk-nationalistiske tradition. En kritik går på det organisatoriske grundlag for Kongres-alliancen mellem ANC og de indiske, farvede og hvide kongresbevægelser, som jo de facto accepterede etniske opdelinger mellem de forskellige deltagende partnere i alliancen. Ifølge denne kritik, som kommer fra flere forskellige ideologiske udgangspunkter, duplikerede bevægelsen altså på sin vis statens racesyn, samtidig med at den skjulte klassespørgsmålet bag koncentrationen på afrikansk-nationale attituder indenfor ANC.

En beslægtet kritik fokuserer på klassesammensætning og klasseinteresser indenfor frihedsalliancens ledelse. I sin mest simple form har kritikken undsagt denne ledelse som værende småborgerlig og set dens synspunkter og gerninger som en følge af denne påståede klasseholdning. I sine mere nuancerede, bevidst tidsbundne versioner er udgangspunktet ikke helt irrelevant.

Revolutionære programmer og kommunistisk indflydelse

(PP22) En af de mere betydningsfulde organisationer på den sydafrikanske venstrefløj – både i teoretisk og praktisk henseende – og en af de eneste ægte tværraciale - var det sydafrikanske kommunistparti. Partiet strategi var fra begyndelsen baseret på en leninistisk historieopfattelse. I 1950 fastslog partiets kongres, at det strategiske mål var dannelsen af en sort republik som et nødvendigt første led i en tofaset revolution.

Med partiprogrammet fra 1962 blev det nu illegale partis analyse af forholdet mellem nation, klasse og race udbygget med en formulering om, at Sydafrika var præget af en særlig type kolonialisme, der rummede en hvid imperialistisk stat og en sort koloni indenfor samme geografiske, politiske og økonomiske enhed. Partiet vedtog at fremme samarbejdet med bønder, sorte småborgere og intellektuelle med henblik på national befrielse fra hvidt overherredømme som en første betingelse for at fremme en socialistisk udviklingsvej.

Kommunistpartiets stigende indflydelse helt frem til 1990 afspejles i formuleringer fra gentagne ANC-konferencer. Det er i flere tilfælde muligt at påvise et typisk hændelsesforløb: Først et strategimøde i partiet, derefter en vigtig ANC-konference, hvorefter følger et opsving i væbnet kamp, international solidaritet og mobilisering af indre modstand i selve Sydafrika.

Fra 1969 mente ANC, at den vestlige imperialisme var svækket grundet socialistiske og befriede landes fremvækst, at demokratikampen måtte pege frem mod økonomisk lighed og at arbejderklassen var den vigtigste drivkraft i udviklingen. Frisk forskning påviser, at ANCs præsident, Oliver Tambo, i 1970erne var det eneste medlem af ANCs øverste ledelse, som ikke også var partimedlem. I perioden efter 1985 var 24 ud af 29 ledelsesmedlemmer partikammerater. ANC deklarerede sig aldrig sig selv som en socialistisk organisation, men ordvalget var meget tit enslydende med partiets, dog med noget større vægt på revolutionens første stadium: ”the national liberation of the Black people”.

Den strategi, som kommunistpartiet lagde grunden til allerede i 1929, blev i 40erne og 50erne adopteret af ANC og brugt aktivt hele vejen op til 1990. Strategien tog udgangspunkt i Sydafrikas særegne indrekoloniale udbytningsform og lagde op til en kombination af demokratikamp, national befrielse og social revolution  - snarere end til reform.

En af det nye Sydafrikas regeringssanktionerede historikere, Gregory Houston, fra  South African Democracy Education Trust (SADET) indskriver den halvlegale paraplyorganisation UDFs oprørsstrategi i senfirserne i en gramsciansk-leninistisk teorimodel.  Han ser en direkte og logisk linje fra CPSAs tidlige tilslutning til Lenins tese om revolution i to faser (som han kæder sammen med Gramscis tanker om en historisk blok, der her tolkes som en folkefront) til ANCs/Kongresalliancens inddragelse af indere og farvede omkring vedtagelsen af 1955-Frihedserklæringen, videre til SACPs forbundethed med fagbevægelsen SACTU og ANC, og senere skabelsen af en bred national front gennem UDFs samarbejde med den nye faglige landsorganisation COSATU under den brede Mass Democratic Movements vinger, frem mod en sandsynlig situation præget af guerillakrig og folkeopstand. Alternativet til regimets betingede kapitulation havde i hans øjne været sejrrig, revolutionær borgerkrig.

Kommunistpartiet afviste dog hele tiden muligheden for en rendyrket militær sejr og da partiets formand Joe Slovo overtog posten som øverstkommanderende for ANCs militære gren, Umkhonto we Sizwe, efter Nelson Mandelas arrestation, blev denne organisation underordnet ANCs befrielsesstrategi, hvor væbnet kamp spillede en omhyggelig begrænset rolle.

Under frihedskampens sidste fase plæderede Slovo for et meget bredt samarbejde omkring et kontrolleret systemskifte, baseret også på mellemklassens og den voksende sorte overklasses støtte. Han forsvarede dette synspunkt overfor mere sekteriske venstrefløjsteoretikere, der angreb ANC-linjen for at være mere populistisk end revolutionær.

De venstreintellektuelles indsats for regimeskiftet  

Ortodoks marxisme og klassisk historisk materialisme er altså blevet diskuteret og brugt strategisk i Sydafrika længe før 68-generationen. Mange senere universitære venstrefløjsintellektuelle har haft svært ved at få øje på det.

I det mindste har de haft svært ved at anerkende organiserede socialistiske eller afrikansk-nationalistiske skribenter som intellektuelle. Så lad os lige se lidt på, hvad det betyder at være intellektuel på venstrefløjen.

(PP23) Spørgsmålet om en mulig forening af videnskabeligt arbejde og politisk engagement har altid stået centralt i Sydafrika. De progressive intellektuelles rolle har været genstand for diskussion gennem flere generationer og den problematik har bevaret sin betydning under det nye Sydafrikas transformation. Men hvem er de intellektuelle egentlig? Kan praktiske revolutionære f.eks. medregnes eller henviser betegnelsen kun til tænkere indenfor den akademiske verden?

Den sydafrikanske uddannelsesforsker Harold Wolpe mente at det burde være muligt for de intellektuelle at finde en frugtbar vej mellem det utopiske ideal om fuld forskningsautonomi og selvreduceringen til mekanisk, ideologisk afhængighed af et parti eller en bevægelse som ANC. Efter juristen Raymond Suttners opfattelse er de intellektuelle individer, som er uddannet enten konventionelt eller indenfor en organisation, og som bruger deres evner til at vise veje ud af undertrykkelsen. Blade Nzimande, mener simpelthen, at enhver anonym aktivist, der fremsætter ideer til modstandskampen, automatisk deltager i skabelsen af en offentlig interesses udtryk og dermed er en organisk intellektuel. Ovenstående forfatteres Gramsciinspirerede definition af de intellektuelles rolle udvider spektret, således at det bliver mindre eksklusivt og så både alternativt uddannede og organisationer set som kollektive intellektuelle medtages.

Sådanne organiske intellektuelle udgik allerede i 40’erne og 50’erne fra fagbevægelsen og ANC f.eks. som forfattere til arbejderhistoriske værker som de af Ivan Walker og Ben Weinbren, Brian Bunting og ægteparret Jack og Ray Simons. Også den trotskistiske Unity Movement, der senere fik en vis indflydelse på 1970ernes intellektuelle Black Consciousness bevægelse uddannede historieskrivere som Majeke og Mnguni. ANCs militærlejre og fængslet på Robben Island gav også rum for alternative uddannelsesaktiviteter. 

De fleste af 1970ernes og 80ernes universitære neomarxister valgte at ignorere denne ældre tradition, som om marxismen ikke havde nogen historie i Sydafrika. Nogle kendte den ikke, fordi denne litteratur var forbudt og farlig at beskæftige sig med. Andre magtede ikke at tage stilling til den, fordi det ville indebære enten en anerkendelse af kommunisternes indsats eller modsat - en afstandtagen fra ANCs praksis. Nogle har nærmest behandlet marxismen som en modestrømning og udtrykt afstandtagen til engagement i folkelige organisationer.

Det er desværre kendetegnende for mange organisatorisk uforpligtede, hvide intellektuelle, at deres analyser af frihedskampens paradigmer undervurderer eller helt udelader tidlig, afrikansk journalisme og autobiografi, den antikoloniale kamps verdenshistorie, historisk panafrikanisme, SACPs langvarige, ikke-racistiske tradition, samt 1950ernes folkelige ulydighedskampagner. I en vis modsætning til Marx’ oprindelige intention med samfundsanalysen prioriterer sådanne marxologer abstrakt forståelse som vigtigere end praktiske bestræbelser for progressiv forandring.

Gennem alle årene under apartheid havde de hvide, engelsk-liberale universiteter i Sydafrika frihedsgrader, som ikke fandtes på de sorte og de afrikaanstalende universiteter, bl.a. muligheden for at læse forbudt litteratur. Desuden tog en del bedrestillede, hvide deres overbygningsuddannelse i England. Sorte studerende og aktivister fik deres politiske skoling gennem eksil- og undergrundsbevægelsen, ved alternative uddannelsesinitiativer i selve Sydafrika eller på ANCs skoler i frontlinjestaterne.

Konkurrerende marxismeopfattelser udvikledes derfor under mangelfuld dialog, bl.a. fordi kun hvide akademikere kunne udtrykke sig nogenlunde frit. Ikke desto mindre blev også mange universitetsmarxister involveret i støttearbejde i fagforeninger og i lokale bydelsorganisationer, og der kan påvises mange eksempler på gensidig påvirkning.

Det venstreintellektuelle opsving var - ofte uerkendt - betinget af respekten for de militante sorte organisationers indflydelse. Mange akademikere anerkendte efterhånden, at den radikale politiske og sociale protest var nødvendig, fordi de liberale ideologers forudsigelse om, at den markedsøkonomiens vækst naturnødvendigt ville forudsætte apartheids afskaffelse, havde vist sig helt utilstrækkelig.

Marxistisk teoriudvikling i kølvandet på koloniernes frisættelse og Vietnamkrigen, bl.a. udviklingsforskningens afhængighedsteorier (André Gunder Frank) og verdenssystemteorier (Immanuel Wallerstein) var en generel tendens i vesten og ikke-sovjetmarxistisk tredjeverdenstænkning udgjorde ofte en ægte berigelse af marxismens teorikompleks, selv om hensynet til Sovjets ledende rolle gjorde det vanskeligt for kommunisterne at anerkende dette, undtagen i enkelttilfælde som med Frantz Fanons og Amilcar Cabrals arbejder.

Den radikal-revisionistiske historieopfattelse

I løbet af 1960'erne samledes en talentfuld kreds af sydafrikanske historikere på forskel­lige universiteter i England. Dels på grund af den traditionelle karrierevej for universitetskan­di­dater fra engelsksprogede universiteter i Sydafrika, dels på grund af regi­mets tiltagende akademiske undertrykkelse. Den omfattede blandt andre Harold Wolpe, Shula Marks, Stanley Trapido, Martin Legassick, Dan O'Meara, Charles van Onselen og Colin Bundy. Flere og flere historikere i selve Sydafrika kom med på bølgen. Konfrontationer med systemet havde radikaliseret mange af dem og reformis­men gav tilsyneladende ikke svar på de spørgsmål samtiden stillede til historien. Den liberale vej kunne opvise en im­ponerende liste af nederlag og politiske fejlvurderinger for Sydafrikas vedkommende.

Den nye radikale historikerskole tog udgangspunkt i kritikken af de liberales samarbejdspolitik overfor politistaten. I lyset af de militante frihedsbevægelsers sabotagekampagner mod den efterhånden ekstreme undertrykkelse, følte nogle akademikere det nødvendigt at tage afstand fra de liberales afslappede evolutionstro.

I Sydafrika blev historikernes valg af relevante forskningsområder gradvist ændret. De oprindelige samfunds krige mod kolonisering (Guy, 1979), proletariseringsprocesser (van Onselen, 1976), sorte arbejderes organisationshistorie (Lodge, 1983), afrikanske bønders kamp mod ekspropriation (Beinart and Bundy, 1987), migrantarbejdernes og kvindernes hverdagshistorie og townshipkultur (Bozzoli, 1979), samt ideologiske opgør med afrikanerdom  og liberalisme, blev populære emnefelter (O’Meara, 1983; Dubow, 1990).

I det radikale historieunivers ses økonomisk udvikling og racediskrimination som komplementære og gensidigt forstærkende samfundselementer. Nogle radikale forfattere har betonet den langvarige kontinuitet i kapitalens påvirkning af statsmagten. Andre har arbejdet med den hvide kapitalismes indvirkning på det afrikanske landbrug og har her i modsætning til de liberale argumenteret for, at dette udviklede sig fleksibelt og konkurrencedygtigt indtil det blev forvist til reservaterne.  Andre radikale har lagt den analytiske hovedvægt på de afrikanske arbejderes vedvarende opfindsomhed i reaktionerne på udbytning og undertrykkelse.

Især for historie og sociologis vedkommende blev den radikale analyse i løbet af 80erne brugt som et politisk værktøj, hvis indflydelse rakte langt ud over uddannelsessektoren og medvirkede til det konstante politiske forandringspres.

(PP24) Universitetsmarxismen fokuserede i starten på sammensværgelsen mellem kapitalistiske udbyttere og statslige, racistiske undertrykkere og desuden tog opgøret med de herskende paradigmer ofte form af angreb på liberal samarbejdspragmatisme og medansvar for kolonialisme og segregation.

Sammenhængen mellem ideologi, racepolitik og økonomisk system er central for forståelsen af de radikales historiesyn.

Den erklærede apartheidpolitik, som gennemtrængte det sydafrikanske samfund efter 1948, er af nogle historieforskere blot blevet betragtet som en mere intens udgave af den tidligere periodes segregationpolitik, nu præget af National Partys raceideologi, der skærpede retorikken omkring “den nødvendige politik.”

Mens segregation udgjorde den politiske overbygning, der svarede til den tidligere periodes behov for en sådan, repræsenterede apartheid et forsøg på at bevare merværdirate og kapitalakkumulation i den senere periode, der var præget af det afrikanske subsistenslandbrugs faldende betydning, samt af proletarisering og urbanisering. Apartheid og den senere fase, separate development, blev set først og frem­mest en økonomisk mekanisme, specifik for Sydafrika i perioden med sekundær indus­trialisering, hvis funktion det var at sikre en høj udbytningsgrad gennem et system, der garanterede en billig og kontrolleret arbejdsstyrke i en situation, hvor denne arbejdsstyrkes reproduktionsbetingelser blev forandret og, i det mindste i begyndelsen, forringet.

Et grundlæggende element i denne teori, som Wolpe nok er den mest fremtrædende talsmand for, er opløsningen af reservat/bantustanøkonomien og dermed af den økonomiske basis for den billige arbejdskrafts system.

Ifølge denne forklaring havde den moderne kapitalismes overvældende økonomiske og politiske kraft senest i 1920, gennem ulige handelsbetingelser og mere direkte tvang, trykket den afrikanske økonomi ned i en underudviklingssituation. Produktionsoverskud, der kunne afsættes på et marked, fandtes stort set ikke længere i de afrikanske områder. Dette reducerede den afrikanske befolkning til en arbejdskraftre­serve i forhold til den dynamiske, kapitalistiske sektor. I Sydafrika blev denne arbejdsstyrke udnyttet gennem perio­devist vandrearbejde. De sorte migrantarbejdere havde, gennem tilknytningen til de oprindelige landbrugssamfund, tilgang til subsistensmidler udenfor den kapitalistiske sektor, hvilket muliggjorde at mineejerne kunne nøjes med at betale lønninger, der var lavere end arbejdskraftens reelle reproduktionsomkostninger. Ved lønfastsættelsen indgik, at den enkelte arbejders familie i nogen grad kunne forsørge sig selv gennem den reservatbaserede landbrugsproduktion. Derfor kunne lønnen fastfryses til det absolutte eksi­stensmi­mimum for den enkelte arbejder. Endnu et element i systemet var, at familien i reservatet/bantustanen trådte i stedet for et socialt sikkerhedsnet og dermed befriede løn/produktion-omkostningsrelationen for byrden af sygepleje, alderdomsforsorg.

Under den tidlige industrialisering bidragede reservatproduktionen afgørende til eksistensgrundlaget for størstedelen af de afrikanske arbejdere. En af segregationpolitikkens vigtigste funktioner var altså at opretholde en vis produktionskapacitet og en form for socialt system i reservater/bantustans som grundlag for migrantarbejderklassens reproduktion.

(PP26) Men efterhånden rejste udviklingen problemer som, efter de radikales opfattelse, gradvist un­der­minerede denne makroøkonomiske model. Adskillelsen af reservatjorden fra det hvide marked og andre restriktioner kunne ikke forhindre jordkoncentration og dannelsen af en stadigt større gruppe af landløse, efterhånden som afrikanerne blev smidt ud fra den hvide farmjord og reservaterne blev overbefolkede.

Stigende fattigdommen på landet førte til fattigdom i byerne. Reservaternes faldende bidrag til de afrikanske arbejderes leveomkostninger medførte et stigende lønpres, der truede med at reducere erhvervslivets overskud. Denne dobbelte effekt af den moderne kapitalismes gennembrud udviklede ny stærke modsætninger og konflikter, ikke kun på lønområdet, men i mange andre aspekter af livet både i byen og i reservaterne og satte spørgsmålstegn ved samfundets grundlæggende strukturer. Den intensiverede konflikt blev mødt med politiske forholdsregler, som igen udløste en re­aktion fra den sorte befolkning. De hvide arbejderes interessebestemte racisme var med til at forhindre sort opstigning og nødvendiggjorde Pagtregeringen kompromispolitik, der sikrede den påtvungne enhed i en hvid magtblok.

Sammen med den begyndende afvikling af det omkostningskrævende, gammelkolonialistiske udbytningssystem i det meste af Afrika betød 1950’ernes socialpolitiske massebevægelser en skærpet trussel mod apartheidsystemet. Sammen med udviklingen af et boerstorborgerskab med tætte bånd til statsapparatet førte denne situation ved 1960’ernes begyndelse til fuldbyrdelsen af en brutal, terroristisk statsmagt med fascistiske træk.

O’Mearas formulering kan måske stå som en radikal fællesnævner for det radikale strukturalistiske synspunkt: “Racial policy is an historical product...designed primarily to facilitate rapid capital accumulation.”

Mens den af de liberale postulerede modsætning i forholdet mellem apartheid og kapitalisme indicerede en evolutionær nedbrydning af racesystemet på vejen mod en velfungerende, selvbærende kapitalisme, pegede den radikal-revisionistiske betragtningsmåde mod opbygningen af en systemoverskridende situation, der ville afskaffe både apartheid og på sigt også den kendte form for kapitalisme.

Diskussionen mellem diskurserne

Liberale akademikere har anklaget de radikale for at være ude af stand til at forklare åbenlyse interessekonflikter mellem staten og i det mindste nogle dele af kapitalen og for at bygge deres analyse på en ensidig karakteristik af det sydafrikanske samfund som bygget på billig, tvangsindforskrevet arbejdskraft. Radikal-revisionistiske forfattere har til gengæld angrebet forudsætningen for de liberales forklaringer; at markedskræfterne automatisk sørger for en rimelig fordeling af alle former for samfundsressourcer og at undertrykkelse og uretfærdigheder derfor må skyldes forhold indenfor politik, ideologi og moral.

Den historiografiske kontrovers mellem liberale og radikale er derfor blevet udkæmpet omkring forholdet mellem Sydafrikas økonomiske udvikling og statens racepolitik. De liberale historikere har her taget markedets rationalitet og indifferente funktionalitet i forhold til hudfarve for givet. De har i stedet rettet søgelyset mod holdningsbestemte racekonflikter. De radikale peger i stedet på en kolonialt præget kapitalismes særegne strukturer og økonomiske interesser som hovedårsagen til miseren.

Man bør nok forholde sig kritisk til den teleologiske måde, hvorpå mange senere radikale historikere, underforstået eller åbenlyst, foreskriver, hvad liberale historikere kunne eller burde have skrevet, uden forståelse for at disse som oftest blot udtrykte samtidens almindelige racefordomme. Nutidens manglende evne til at anerkende dette er tilsyneladende noget ahistorisk og kortsigtet.

De radikale revisionister udviste i den tidlige fase i 1970’erne tendenser til at angribe et liberalt syns­punkt, der blev fremstillet stereotypt og over­simplificeret. De radikale påstod herunder, at adskillelsespolitikken fra først til sidst havde ophjulpet den industrielle udvikling. Minekapitalen havde ikke bare tilpasset sig den eksisterende racisme. Den havde grundlagt den herskende orden i racestaten.

De historikere, der har arbejdet ud fra et radikal-revisionistisk perspektiv, har på intet tidspunkt været fast forenet under et samlet metodologisk eller teoretisk udgangspunkt i synet på forholdet mellem økonomisk udvikling og racerelationer. Tværtimod har paradigmet under opgøret med den konventionelle liberale visdom været præget af en omfattende indre diskussion.

(PP27) Det var f.eks. Deborah Posels mening, at den radikal-revisionistiske diskurs, efter at have rejst nye centrale spørgsmål, udviklede et funktionalistisk-reduktionistisk historie- og samfundssyn, der bremsede videre nytænkning.  Mens den liberale diskurs havde lagt hovedvægten på analysen af det politiske niveau og på identitetsundersøgelse og derfor overvægtede racefordomme og etnisk frygt som årsagsforklaringer på raceadskillelsespolitikken, undervurderede neomarxisterne denne kausalitet. Ved ensidig brug af den historiske materialismes klassebegreb som altdominerende analysekategori skabte den strukturalistiske, radikale bølge en forsimplet sandhed.

Fra midten af 1980’erne begyndte denne erkendelse også at slå igennem i egne rækker og den radikale praksis ændrede sig væk fra den rigide, teoretiske orientering, således at oplevede hverdagserfaringer og ikke-materielle faktorer indgik stærkere i forklaringerne. Belinda Bozzoli og Peter Delius mener, at denne socialhistorisk inspirerede gentænkning har fundet sted i flere stadier, hvor historikerne satte spørgsmålstegn ved forestillingen om ”a predetermined capitalism which was bound to produce a predetermined working class with an ideal-typical consciousness”.

Det radikale historiebillede blev efterhånden mere nuanceret efterhånden som gradsforskelle i racesystemets nytteeffekt på forskellige økonomiske sektorer kunne påvises. Det kommercielle landbrug og minekapitalen havde fx ikke samme holdning til reservatpolitikken midlerne til at opnå den ønskede arbejdskraftreserve vurderedes forskelligt. Mineejerne vandt stort set denne interessekamp. Til gengæld måtte de betale for systemets stabilitet med the job colour bar. Friederick Johnstone bedømte fordele og ulemper for mineindustrien. I sit hovedværk fra 1976 vurderede han tilstedeværelsen af den billige kontrollerbare arbejdskraft, som vigtigere for mineejerne, end de omkostninger, den påtvungne andel af højtbetalte hvide arbejdere påførte dem.

Debatten mellem Marks og Rathbone på den ene side og Bozzoli på den anden om betydningen af klasse kan sammenlignes med diskussionen indenfor vestlig marxisme mellem G.A. Cohen og E.P. Thompson forstået på den måde, at Marks og Rathbone med næsten verbal overensstemmelse accepterer Cohens objektivistisk-strukturelt fastlagte definition af klassetilhørsforhold, mens Bozzoli anbringer sig på Thompsons side i angrebet mod en værdidømmende marxisme, der nærmest havde set klasse som noget tingsliggjort, hvorfra man automatisk kunne udlede den korresponderende klassebevidsthed en sådan ting burde have.

Mange af universitetsmarxisterne var fra begyndelsen kritiske overfor kommunisternes historieforståelse omkring nation og klasse, der gjorde folkelig, afrikansk nationalisme til en hovedforandringskraft.  Men kritikkens ambivalens afslørede den intellektuelle venstrestrøms indre turbulens og dermed handlingslammelsen i dens fremdrift, idet dens venstre-hardlinere angreb den traditionelle, afrikanske nationalismes småborgerlige, stammearistokratiske lederskab for at være uden kontakt til arbejderklassen, mens samme strøms bløde skabsliberalister anklagede, de der brugte den afrikanske nation i kampen for at omstyrte apartheidstaten, for til gengæld at forhindre arbejdernes indsats for gradvise ændringer af racestaten gennem liberaliserende økonomiske reformer.

(PP28) Neomarxisterne pirrede med deres kapitalismekritik konstant de sorte arbejderes og studerendes kampberedskab, uden at de selv fuldt ud kunne tilslutte sig kampen. Deres diskurs anerkendte dynamik og foranderlighed i bevidsthedsdannelse og identitet - og tog afstand fra manglen på respekt for individuel og organisatorisk autonomi i den praktiske, elitære fortropsrolle, som ANC/SACP havde tiltaget sig, kun delvist begrundet i illegaliteten.

Kommunisterne i SACP havde på den anden side ingen sympati for universitetsmarxisterne. Grundet deres objektivt anderledes klasse/race-interesse stolede man ikke på dem - og deres konkurrerende vejlederindsats i fagbevægelsen truede Alliancens kontrol med begivenhedernes udvikling. De hvide intellektuelle og den uafhængige fagbevægelse FOSATU, anklagedes for et historieløst syn på undergrundsfagbevægelsen SACTU og det revolutionære parti, samt for at overvurdere fagforeningerne som organisationsform i stedet for at se dem som del af en samlet frihedsbevægelse.

(PP29) Vestlig marxisme kunne fungere som inspiration og moralsk korrektiv til både liberalisme og kommunisme, men den kunne ikke selv udgøre et alternativ til bestående magtforhold. Kritikken af, hvordan kapitalismen naturaliserede racedominans, forblev åben og uafsluttet. Den manglede en præcis teoretisk bestemmelse af, hvad det var for en autonomi, kapitalismen nægtede arbejderne og især hvordan denne skulle kunne genoprettes/oprettes.

På den anden side er en del af partiets teoretiske argumentation er præget af mekaniske cirkelslutninger og mange har ment, at det mere var via evnen til organisatorisk marginalisering af modstanderne, at dominansen i bevægelsen blev vundet.

Frem til senfirserne betegnede SACP til tider vestlig marxisme som en ”ideological enemy”, men glasnost tvang partiet væk fra eksildiplomatiets afsondrethed og tilbage til den sydafrikanske virkeligheds mangfoldighed.

Opgøret med dogmatismen blev anført af Jeremy Cronin, der virkede under jorden som taktiker og redaktør for UDF. I hans forsvar mod venstrefløjskritik af partiet rejst af bl.a. Alec Erwin,  Peter Hudson og Colin Bundy,  ligesom i hans strategiske analyser i African Communist, fremstår en metode, hvor inspirationer fra vestlig marxisme bruges i forlængelse af klassisk kommunistisk teori. Cronins marxisme præsenterer sig som åben for kritik, med omhyggelige belæg for egne argumenter og uden automatiske henvisninger til marxismen-leninismens autoritet. Men den bibeholder instrumentalismen. Teoribrugen er fortsat jordnær og praksisrettet i frihedskampens tjeneste, afstandtagende fra kunstige, teorilogiske abstraktioner. Nødvendigheden var en forandringsstrategi, der kunne forene de undertrykte under brede, acceptable paroler. I den forbindelse kunne fortidens symbolik, ofre og helte bruges: “The struggle is also a struggle of memory against forgetting”. Hvilket står i en vis kontrast til postapartheidtidens historieløshed, symboliseret af Mandelas opfordring: “forget the past”. 

Universitetsmarxisterne havde insisteret på at skelne mellem socialisme og sort identitet af frygt for nationalismens dominans. SACP holdt samme distinktion i hævd med omvendt fortegn i sin tradition for, at klassekampen i første omgang var underordnet national befrielse.

Cronins og partiformanden, Joe Slovos, praktiske afstandtagen til den tidligere sovjetafhængighed, så snart den politiske situation mulig- og nødvendiggjorde det, samt indrømmelsen af en historisk ”mild Stalinism”, tillod partiet at holde fast i marxismen-leninismen som et brand, der var populært i Sydafrika.

Den neomarxistiske udviklingsforsker Mike Morris anså i en modkritik partiets selverkendelse og reformvending for at være helt utilstrækkelig og overfladisk.  Det samme gjorde daværende, ledende partimedlem og senere kulturminister Pallo Jordan.

Mens kommunistpartierne i vesten efter 1991 generelt blev svækket endnu voldsommere end andre venstrekræfter, betød SACPs goodwill, at partiet nærmest absorberede den sydafrikanske venstrefløj i tiden umiddelbart efter legaliseringen. Lederne for fagforeninger, der tidligere havde været uafhængige af COSATU og præget af universitetsmarxistisk, autonom vejledning, meldte sig ind og partiet åbnede sig for dem. Morris ser pessimistisk dette som afslutningen på vestlig marxisme i Sydafrika. Mange forventede nok, at partiets ledelse ville blive den ultimative beslutningstager. Hvad der i virkeligheden skete var, at partiet fortsatte med at tage Alliancen, nu kaldet Tri-partite Alliance, alvorligt og realistisk underordnede sig det nationale kompromis og ANCs regnbuelinje.

I første omgang sejrede kommunistpartiets magtstrategier og taktiske fraktionsarbejde helt entydigt indenfor folkebevægelsen mod apartheid - samtidig med at partiets egentlige mål måtte udskydes til en fjern fremtid. Efterhånden som dets ledere blev fedtet ind i postapartheidreformpolitikken, begyndte respekten for partiet at svinde blandt sorte arbejdere. Mange af de nytilkomne ledende medlemmer forsvandt i modsat retning.

De intellektuelle i postapartheidsituationen

Frihedskampens sejr og overgangen til demokrati i Sydafrika, samtidig med den virkeliggjorte socialismes fallit som politøkonomisk system i en række lande, overflødiggjorde i manges øjne den intellektuelle, marxistisk orienterede debat. Befrielsesbevægelsens hovedorganisation blev til regeringsbærende parti. Det gjaldt nu om at realisere kompromisets delsejr på det praktiske plan og et konkurrencedygtigt alternativ til kapitalismen fandtes tilsyneladende ikke. Dermed var radikaliteten taget ud af kritikken og på samme tidspunkt spredtes de revolutionære for alle vinde.

(PP30) Nogle af dem blev feterede levebrødspolitikere i regering og provinser, nogle blev inddraget som embedsmænd og ekspertrådgivere, andre blev private konsulenter indenfor policy-advice og mange af de, der blev på universiteterne, trak sig tilbage til akademiske elfenbenstårne og eksotiske, individualiserede forskningsemner. Behovet for sorte frontfigurer i det offentlige og i det private erhvervsliv betød, sammen med et tiltagende brain-drain (og apartheidarvens uddannelsestradition), at tilgangen af kvalificerede, sorte, afrikanske forskere til universiteterne forblev meget lav.

Som jeg tolker udviklingen på venstrefløjen, fik Murens fald konsekvenser, som universitetsmarxisterne næppe havde forestillet sig. I stedet for at blive befriet fra antisovjetismens ideologiske byrde, blev de bare mere eller mindre irrelevante. Selv om langt de fleste af dem i higen efter en postuleret integritet – eller efter akademisk accept - havde afvist den kolde krigs logik, var deres betydningsfuldhed i realiteten afhængig af styrkeforhold, der i sidste ende hvilede på sovjetiske kernevåben. De kunne ikke holde til at forsvare uperfekte, socialistiske udviklinger i relativt tilbagestående anden- og tredjeverdenslande, men da kapitalismen sejrede i systemkampen mod disse udviklinger, forsvandt også den reelle modmagt, der havde givet deres kritik tyngde.

De dårligere betingelser for ægte, materielt funderet, ideologisk strid gav til gengæld rum for den poststrukturalistiske bølge, som nogle intellektuelle flygtede ind i.  Andre fulgte magten og søgte over mod socialdemokratisme og liberalisme for pragmatisk at forny den indflydelse, de faktisk havde haft gennem tilknytningen til de folkelige bevægelser.

Hvide, engelsktalende intellektuelle – derunder mange af de tidligere neomarxister - har desuden udvist en vis modvilje mod at deltage aktivt i nationsbygningen efter ANCs drejning mod African Renaissance. Forsøget på for alvor at gøre Sydafrika til en del af Afrika bekommer dem tilsyneladende ikke. Mistroen er gensidig. For eksempel blev nogle hvide historikeres forsøg på at skrive anvendt overgangshistorie i form af ”shared past reconciliation history” under rainbowism-perioden mindre relevant efter tidligere præsident Mbekis drejning mod en mere afrikanistisk form for New Patriotism. Når Mbeki mente, at Sydafrika fortsat bestod af to forskellige nationer, så havde der nok heller ikke været tale om en fælles fortid.

På trods af de folkelige bevægelsers radikalitet og revolutionære forventninger i brede kredse, ser det ud som om, at liberalismen i første omgang har vundet, hvad Krista Johnson har kaldt en ”ironic victory”. Ironien, paradokset, eller miraklet, som nogen jo nok vil sige, består i, at den demokratiske revolution først kunne vinde, efter at socialismen på verdensplan var overvundet. De revolutionære vandt, men var ude af stand til at bruge deres sejr til det, de havde forestillet sig. Som stærkt dominerende regeringsparti er ANC tværtimod blevet kritiseret for at have taget meget af den globale kapitalismes neoliberale logik til sig.

Til gengæld har frygten for statslig centralisering og påtvungen afrocentrisme vist sig mindre begrundet på uddannelsesområdet. Der er publiceret en del halvofficielle tekstbøger, autobiografier og ANC-historier men regeringspartiet er ikke blevet forsøgt glorificeret på universitetsniveau og trods spredte studenterkrav om afrikanisering er den traditionelle akademiske frihed ikke for alvor blevet truet.

Hvis man skal konkludere noget om de venstreintellektuelles rolle efter 1994, så er det måske, at de, efter en periode, hvor åben, militant opstand syntes mest sandsynlig, blev fanget på det forkerte ben af den forhandlede revolution, hvis dynamik og kontekst de havde svært ved at acceptere. Afrikanerne havde vundet deres nationale frihedskamp, men den heri integrerede sociale bevægelse, som havde inspireret mange hvide intellektuelle, blev afmonteret af ANC-regeringen. Samtidig følte mange universitetsmarxister sig tilsidesat af ANC-diskursens politisk disciplinerede praktikere, der kørte dem ud på et sidespor. Det var ikke let at forholde sig til en progressiv, demokratisk regering, der hverken havde brug for hvide, universitære intellektuelle eller for farlige fattige.

De fleste intellektuelle faldt imidlertid til patten. Desai og Bohmke beskriver levende det skifte, mange ledende venstreradikale foretog fra ideologikritik til erkendelse af, at de hørte hjemme indenfor det beståendes sikre grænser. En del udskiftede smertefrit den marxistiske autoritet, de havde lænet sig op ad, med en højreorienteret ditto og deltog i dæmoniseringen af en håndsky venstrefløj.

Nogle postradikale, som Alec Erwin, skelner opportunistisk mellem politics of liberation og politics of transformation. Med udsigten til en demokratisk forfatning og anerkendelsen af fagforeningernes rolle i et trepartssystem havde marxismen som folkebevægelsens instrument sejret ad helvede til og samtidig overflødiggjort sig selv.

Mens Erwin, Webster og Maree, blandt andre, ser deres egen forvandling til socialdemokrater som naturlig og fornuftsbetinget, beviser den for Desai og Bohmke, at neomarxismen var uægte og forræderisk fra starten. De borgerbørn, der havde brugt den som dannelses- og karriereinstrument, kunne nu vende tilbage til deres naturlige positioner.

Hvordan kan nogen så påstå, at der pågår en revolution? Hvis ens revolutionsdefinition forlanger samtidige og hurtigtgående strukturelle forandringer på både det politiske og sociale niveau, så opfylder Sydafrika vel egentlig kravet, men forventer man dybtgående ændringer i klassestrukturen og ejendomsretten til produktionsmidlerne, så har landet åbenlyst sin revolution til gode.

Der er i Sydafrika meget bred enighed om, at 1996-forfatningen og afskaffelsen af formel racediskrimination i sig selv udgør en demokratisk rettighedsrevolution, altså en politisk revolution. Adskillige postradikale ANC-ledere fastholder, at de skam stadig har et perspektiv for en egentlig social revolution, men blot ”ikke ønsker at begå de samme fejl som Cuba” i den øjeblikkelige situation. Og selv om cubanske standarder faktisk ville være et fremskridt for mange arbejdsløse sydafrikanere med dårlig adgang til sundhed og uddannelse, accepterer African Communist halvhjertet sort kapitalisme som revolutionens midlertidige mål.

Et socialistisk præget ANC sikrede sig staten og løste dermed revolutionens grundlæggende magtproblem, men det skete via en magtdelingsaftale med det tidligere regime og under et internationalt økonomisk og politisk pres, der ikke bød på alternativer. Derfor er det fortsat uafklaret, om der i Sydafrikas tilfælde var tale om politiske reformer presset igennem af borgerlige uroligheder eller om første fase af mere grundlæggende samfundsændringer.

På det politiske niveau konsoliderede en ny sort elite (inklusiv en del tidligere kommunister) sit lederskab og satte venstrefløjen skakmat for en tid. ANC trak gennem dette forløb hårdt på den folkelige kredit, organisationen opsparede gennem modstandskampens meritter.

Meget af venstrefløjens diskussion om samspillet mellem Sydafrikas fortid og nutid har handlet om skred i forholdet mellem klasse, race og nation. Under Thabo Mbekis præsidentskab fik afrikansk identitet og sydafrikansk nationalfølelse en renæssance, men måske mest som et dække over manglende resultater på det sociale område.

Hvis man sammenligner nuancerne i regeringsdokumenter i tiden efter 1994, kan man konstatere et gradvist skifte fra fokus på ulighed, set som en følge af et uretfærdigt politisk-økonomisk system, over mod fokus på fattigdom generelt, set som et uundgåeligt biprodukt af forbedringer i de nationaløkonomiske indikatorer og senere også større opmærksomhed på en eliterolle for afrikanere i erhvervslivet. Samtidig er fokus ændret fra non-racialism og rainbow nation til African renaissance med større vægt på afrikansk racebevidsthed end på klassebevidsthed.

Adskillige af ANCs nuværende ledere og regeringsmedlemmer, derunder tidligere præsident Mbeki, tilbragte et år eller mere som studerede på Leninskolen i Moskva under Bresjnevtiden. Det kunne være en del af forklaringen på, hvorfor ANCs hidtidige regeringspolitik fremstår som en sær blanding af neoliberalisme, Bresjnevsk retorik og ”triumphalist nationalism”, der i sin praksis forgæves har søgt at tilnærme sig en slags afrikansk socialdemokratisme. Man kan i det mindste konstatere, at frihedskampens folkefrontstraditioner og socialistisk orienterede målformuleringer er så rodfæstede i den sydafrikanske realitet, at Mbekis økonomiske liberalisme blev tvunget til at gå hånd i hånd med en fortsættelse af revolutionsretorikken.

Kommunistpartiets svar har, efter omfattende selvransagelse, været parolen “Socialism is the Future, Build it Now”, der angiveligt søger at fastholde et revolutionært momentum ved at indbygge socialistiske elementer i det nuværende samfund. På trods af en nylig skærpelse af både diskurs og organisatorisk praksis, er det ret uklart, hvordan dette adskiller sig fra en tidligere tids socialdemokratisme.

Hvad kan vi lære af den intellektuelle debat om den udskudte revolution? For de frafaldne, der mener, at neomarxismen har opfyldt og afsluttet sin mission, er læren allerede draget. For de ortodokse, der kun så vestlig marxisme som en afledning og svækkelse af massernes energier, var der aldrig noget at lære. Universitetsmarxisten Andrew Nash mener, at konflikten mellem de marxistiske diskurser er uforløst og i afledet form fortsat er aktuel for Sydafrikas vedkommende, forstået på den måde at sovjetmodellens prioritering af vækst i produktion og forbrug, planlagt af overlegne hjerner - sådan som den med ændret fortegn bliver praktiseret af modellens reformerede lærlinge i ANC-regeringen - fortsat står over for visionen om autonome individers bevidste selvengagement, som kritiske intellektuelle kompromisløst burde følge.

Som jeg ser det, er den uafhængige, intellektuelle marxisme, brugt som inspirerende korrektiv til realpolitik og taktisk organisationstænkning, blevet en mangelvare. Den globale højrefløjs offensive styrke i tiden efter den kolde krig resulterede på venstrefløjen i en eftergivenhed og ansvarsforflygtigelse, der reelt fremmede et uretfærdigt og ahistorisk syn på den ideologiske debats historie.

På trods af ideologisk konvergens, tilbagegangen for humaniora, institutsammenlægninger og forudsigelser om, at diskussionen har overflødiggjort sig selv, er det min forventning, at den intellektuelle, ideologiske højre-venstredebat før eller senere vil genopstå under vekselvirkning med det omgivende samfund. Efter mange års engagement i international solidaritet hører jeg måske selv til dem, der hænger fast i en slags ”struggle-limbo”. Det er vanskeligt for mig at tro, at vi er ”beyond” diskussionen mellem radikale og liberale. Den afspejler nogle af de mest fundamentale samfundsmæssige skel og trods store fremskridt på menneskerettighedsområdet er klassekampen i Sydafrika ikke blevet afskaffet. Faktisk tyder en del på, at den kunne få en renæssance.